Forside
|
Velkommen på StemmeAtelierets hjemmeside!
Mit navn er Mariane Bagger Eriksen.
På denne og de følgende sider har jeg fornøjelsen at præsentere de emner og aktivititer, som StemmeAtelieret
lige nu kan tilbyde. Lad mig begynde med hovedemnet:
stemmen og stemmeudvikling
Er din stemmes potentiale ukendt land for dig? Mennesket er den eneste skabning på Jorden, som kan forme stemmen til ord og på denne måde give stemmen meningsfyldt udtryk. Vi bruger myriader af ord, og vi kaster os ud i verbale analyser og udredninger med ord. Vi udtaler og lytter til kaskader af stemmer og ord. Vi genkender stemmer og forbinder dem med personer. Vi reagerer på stemmerne – meget mere end man skulle tro.
Selve stemmen er grundlag for det verbale udtryk.
Stemmen fortæller hele tiden historier om os.
Hvad enten man er hurtigsnakker, mumler eller skærebrænder, fortæller stemmen sin egen historie, som også er talerens historie.
|
 | Kun ca. 20% af det verbale budskab udgøres af ordlyden. Resten er betoninger, klang, volumen og mange andre elementer i stemmen, som lynhurtigt opfattes både bevidst og ubevidst og spiller en afgørende rolle for, om man kan skabe kontakt og med hvem – om man bliver hørt eller overhørt.
Mange mennesker kan absolut ikke lide at høre deres egen stemme, og det hæmmer selvfølgelig deres udtryk. Årsagen til, at man ikke kan lide sin egen stemme, kan bunde i, at stemmen netop sladrer om mange af de ting, man ønsker at holde for sig selv. Ubevidst aner man, at stemmen røber hemmeligheder. Den kan helt åbent afsløre, hvordan man har det i situationer som f. eks.
· jobsamtaler
· eksamen
· holde tale
· fremlægge projekt
· sætte grænser
· beherske sig under spidsbelastning
Den fortæller også, om man er tryg, ved at lade andre opleve, hvem man er.
Hensigten med stemmetræning er bevidstgørelse af det verbale udtryk her og nu og træning i at bruge stemmens kvaliteter til at gøre udtrykket
struktureret og kreativt, så man får sit budskab ud og bliver hørt.
|